Om sommeren vrimler det med rige, smukke og kendte. I byens hovedgade findes dyre restauranter og smarte butikker.

Den nordsjællandske sommerby er ofte blevet kaldt Danmarks Cannes, men det er ikke kun berømtheder der indtager Tisvilde om sommeren.

Naturen omkring Tisvilde er hjemsted for en bestand af skovflåter, der bærer på den frygtede sygdom TBE - også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse.

Et nyt studie fra Statens Serum Institut viser, at forekomsten af voksne flåter med TBE er særligt høj omkring naturlegepladsen i Tisvilde Hegn.

Undersøgelsen er baseret på et meget begrænset område, og de smittebærende flåter kan også findes andre steder i den lokale natur. Statens Serum Institut advarer derfor folk, der færdes i naturen omkring Tisvilde.

»Personer, som færdes jævnligt i og omkring Tisvilde Hegn, især uden for stier i skov og krat, bør derfor være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid,« udtaler René Bødker, der er seniorforsker fra Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

TBE er en virus, der ligesom borelia smitter via bid fra flåter. I nogle tilfælde opleves sygdommen som almindelig influenza, men kan i særligt grelle tilfælde give årelange følgevirkninger såsom lammelser, neuropsykiatriske forandringer og indlæringsvanskeligheder.

Flåter med TBE fandtes oprindeligt kun på Bornholm, hvor der hvert år konstateres 2-4 tilfælde af TBE hos mennesker, men i de senere år har flåterne spredt sig til Sjælland og Fyn.

Sidste sommer blev TBE konstateret hos fire personer, der alle formodes at være blevet smittet i skovområdet omkring Tisvilde Hegn og Vinderød. Heraf var to blevet smittet ved naturlegepladsen.

En test af flåterne i området viste, at nymferne var bærere af smitten, og en ny indsamling af flåter har nu påvist TBE hos de voksne flåter.

»Vi kan konkludere, at risikoen for at blive bidt af en flåt med TBE stadig er usædvanlig høj i området, der grænser op til naturlegepladsen. Med hensyn til, at der nu også er voksne flåter med TBE, så er det sandsynligvis nymferne fra sidste år, der er blevet voksne, og stadig har virusinfektionen i sig,« udtaler René Bødker i pressemeddelelsen.

På grund af risikoen for smitte med TBE har myndighederne besluttet at lukke naturlegepladsen og flytte den til et andet område i Tisvilde Hegn.