En mark på Lolland er blevet landskendt for sit hav af farverige lupiner, og flere end tusind biler kører forbi om dagen for at nyde synet, ligesom blomsten er blevet lidt af et fænomen på de sociale medier.

Skulle man blive inspireret og få trang til at dyrke sit eget lupinhav i haven, så skal man dog tænke sig om en ekstra gang.

Arten, mangebladet lupin, er nemlig invasiv, skriver TV2 Øst, og det betyder, at det er en art, der har spredt sig kunstigt til et nyt område, hvor den så skader de oprindelige arter.

Kort sagt kan den være problematisk for biodiversiteten.

Lupinmark er blevet et tilløbsstykke ved Landet nær Askø på Lolland, mandag den 8. juni 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lupinmark er blevet et tilløbsstykke ved Landet nær Askø på Lolland, mandag den 8. juni 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

»Det er på de næringsfattige jorde, at vi typisk finder en stor artsrigdom af blomsterplanter, som også mange truede insekter og dyr baserer deres liv på. Derfor er det problematisk, når disse biotoper forsvinder. Plantearter forsvinder og dermed også mange insekter og dyrs fødegrundlag.«

Sådan forklarer havefaglig rådgiver Louise Møller fra den almennyttige forening Haveselskabet til TV2 Øst.

De smukke lupiner er som regel ikke et problem, så længe de vokser inden for egen havelåge, men skulle den finde sin vej ud i naturen, kan den dog blive et problem, uddyber hun.

Er du selv så heldig at have den smukke blomst i din have, så er det en god idé at være opmærksom på, om den pludselig spreder sig ukontrolleret.

Sker det, kan du med fordel klippe frøstanden af. Det vil nemlig forhindre frøene i at spredes.

Det kan virke mærkeligt, at marken på Lolland alligevel er fuld af de invasive, men pæne lupiner. Det skyldes dog, at blomsterne skal høstes og sælges som frø.

Det er frøvirksomheden Vikima Seed i Holeby, der står bag produktionen.