Der blev skrevet rumhistorie 21. februar i år, da SpaceX og den israelske rumfartsvirksomhed SpaceIL sendte den første kommercielle rumsonde mod Månen.

Rumsonden Beresheet (hebraisk for begyndelse) er nu undervejs, hvilket den på overskudsagtig vis har foreviget med en selfie, der viser Jorden i baggrunden, skriver Business Insider ifølge Videnskab.dk.

Beresheet har nu været to uger undervejs, og selfien blev taget 37.600 kilometer fra Jorden. Hvis Beresheet efter planen lander på Månen 11. april i år, vil Israel være det fjerde land i historien, der har skabt kontakt til Månens overflade.

De tre andre er USA, Kina og Sovjetunionen - tre nationer, der er betragteligt større end Israel. Det blev også pointeret i selfien med et skilt, der viser det israelske flag og teksten 'lille land, store drømme'.

»Jeg ville vise, at Israel - et lille land med en befolkning på seks-otte millioner mennesker - faktisk kunne gennemføre noget, der kun tidligere er gjort af tre stormagter i verdenen,« sagde den sydafrikanske milliardær og pengemand bag nonprofit-rumvirksomheden SpaceIL, Morris Kahn, til Business Insider inden opsendelsen.

Selve missionen har kostet Morris Kahn og SpaceIL omkring 100 millioner dollar. Det er til sammenligning en hel del mindre end de 469 millioner dollar, Nasa brugte på syv lignende missioner i 1966-68 - det svarer nemlig til 3,5 milliarder dollar i dag, hvilket er cirka 500 millioner dollar pr. mission.

Ifølge planen vil Beresheet lande på Månens nordlige halvkugle et sted, der er kendt som 'Sea of Serenity', hvilket kan oversættes til 'Det rolige hav'.  Der har tidligere været vulkansk aktivitet på stedet, der er dækket af mørkt lava. Stedet er kendt for at have et mærkværdigt magnetfelt og tyngdekraft, som Beresheet skal undersøge.

Beresheet er bygget let, og det er ikke planen, at den skal overleve på Månen mere end omkring tre dage. Der er ikke noget nedkølingssystem i rumsonden, hvilket betyder, at den overopheder, når den udsættes for Solens stærke stråling på Månen.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Videnskab.dk