Astronomer har skrevet historie.

For første gang nogensinde har de observeret det intense lys af en planet, der bliver opslugt af en stjerne.

Det skriver The Guardian og CNN.

Det er det samme, som Jorden kan se frem til, når Solen på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden udvider sig voldsomt, før den slukkes og forsvinder.

»Som mange andre opdagelser i videnskaben skete det her også ved et tilfælde, der virkelig åbnede vores øjne for en ny type fænomen,« siger Kishalay De, postdoc ved MIT i Cambridge.

»Det her bliver også Jordens endelige skæbne,« siger hun.

Deres opdagelse blev onsdag publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature.

Når en stjerne løber tør for brændstof, vil den udvide sig til op til en million gange sin størrelse og opsluge planeter i nærheden i processen. For Solen, som vi kender den, betyder det, at den vil blive stor nok til at opsluge Merkur, Venus og Jorden.

Det er dog ikke noget, man behøver at være bange for i den nærmeste fremtid. Ifølge Morgan MacLeod, astrofysiker på Harvard, er der rimelig lange udsigter.

»Hvis det er nogen trøst, så vil det her ske om cirka fem milliarder år,« siger han.

Men allerede før det sker, tror forskerne, at det vil være relativt ufedt på Jorden, da Solen også begynder at udsende langt mere energi til den tid, så al vand nok er forsvundet fra Jorden.