Gravide, der bruger epilepsi-medicin, har en øget risiko for at få børn med alvorlige psykiatriske sygdomme.

Det viser en undersøgelse, som forskere fra Aarhus Universitet står bag.

De har undersøgt 38.000 børn født af mødre med epilepsi.

Det er særligt en epilepsi-medicin, der er særligt problematisk.

Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen.
Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen. Foto: Jesper Ludvigsen
Vis mere

Forskerne har nemlig fundet en bekymrende sammenhæng mellem epilepsimedicinen valproat og risikoen for at udvikle en række forskellige psykiatriske sygdomme hos barnet.

»Vores studie viser, at 4 ud af 10 børn født af mødre med epilepsi, som havde brugt valproat under graviditeten, fik stillet en psykiatrisk diagnose, inden de fyldte 18 år, og at midlet særligt var forbundet med øget risiko for sygdomme som autisme, adhd og mental retardering,« forklarer professor ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital Jakob Christensen i en pressemeddelelse.

Han er en af forskerne bag studiet.

Undersøgelsen viste, at 42 procent af børnene udviklede en psykiatrisk lidelse, inden de fyldte 18, hvis moren havde brugt valproat under graviditeten.

Det tilsvarende tal hos mødre med epilepsi, der ikke tog epilepsimedicin under graviditeten, var 31 procent.

Studiet viser også, at børn, hvis mødre har taget præparaterne topiramat eller levetiracetam under graviditeten har øget risiko for adhd og angstlidelser.

På den positive side viser studiet, at hyppigt anvendte lægemidler som lamotrigin, carbamazepin og oxcarbazepin ikke er forbundet med øget risiko for psykiatriske sygdomme.

Det har længe været kendt, at nogle former for epilepsimedicin brugt i graviditeten øger risikoen for medfødte misdannelser.

Ifølge Jakob Christensen bekræfter studiet den eksisterende advarsel mod brug af valproat under graviditet.

Han mener også, at studiet giver anledning til forsigtighed ved brug af midlerne topiramat og levetiracetam.

I Danmark fødes der hvert år cirka 400 børn af mødre, der har taget epilepsimedicin under graviditeten.