Et nyt studie viser, at mikroplast har en stor effekt på kroppens mest intime områder.

Mikroplast er blevet så udbredt, at det findes i havet, maden og luften. Nu viser det sig, at partiklerne også kan spores i menneskekroppen, som kan påvirke fertiliteten.

Det skriver norske Dagbladet.

Hos de medvirkende i forskningsprojektet blev der fundet mikroplast i 69 procent af prøverne i æggestokkene, mens det gjaldt 55 procent af sædprøverne.

Det havde hovedforsker Emilio Gomez-Sanchez ikke forestillet sig:

»Vi vidste allerede, at mikroplast kan forekomme i forskellige organer i kroppen. Så det var ikke helt uventet, at vi også fandt mikroplast i kropsvæsker relateret til det reproduktive system. Ikke desto mindre blev vi simpelthen overraskede over, hvor almindeligt det var,« siger han om resultaterne.

Den norske gynækolog Anne Ragnhild Kjus Skomedal henviser til tidligere forskning, der viser, at mikroplast kan svække sædkvaliteten. 

Og det er alvorligt:

»Det er helt klart bekymrende, at mikroplast påvirker vores fertilitet – og ikke mindst, at der kan være effekter, som opbygges over tid, så vi i fremtiden kan opleve en langt større påvirkning af fertiliteten, end vi ser i dag,« siger hun til Dagbladet.