Dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection lægger ikke fingrene imellem, når det gælder et forslag til en stor kaninproduktion herhjemme.

»Det vil være et stort tilbageslag for dansk dyrevelfærd at lade én form for dyremishandling afløse en anden,« skriver organisationen i et nyhedsbrev.

Anledningen er, at et samarbejde mellem de tidligere minkavlere og studerende fra Aarhus Universitet har lavet en ny forretningsmodel for de tidligere farme, der blev afviklet sidst på sommeren sidste år.

Nu skal der holdes kaniner i burene, lyser det fra de studerende, der har fået hjælp fra konsulentfirmaet SAGRO.

Esben Sloth er kampagnechef i World Animal Protection Danmark.
Esben Sloth er kampagnechef i World Animal Protection Danmark. Foto: World Animal Protection
Vis mere

Det er fem ingeniørstuderende fra Institut for Forretningsudvikling og Teknologi på universitetets afdeling i Herning, der har udarbejdet forslaget.

At avle kaniner, som spises, er meget udbredt i de sydeuropæiske lande, men har aldrig været særlig populært i Nordeuropa.

»Det er en meget dårlig idé at indføre kaninproduktion som en redningsplanke til minkavlerne,« siger Esben Sloth, der er kampagnechef i World Animal Protection Danmark.

Lande som Spanien, Frankrig, Italien og Polen er blandt EUs største producenter af kaninkød. Kaninerne opdrættes i bure.

Dyrene er fuldstændig berøvet muligheden for at leve med deres naturlige adfærd. De kan hverken hoppe rundt eller gemme sig i buret. Det eneste behov, de får opfyldt, er at æde.

Det sker ofte, at kaninerne ikke kan lægge sig udstrakt, og det sker, at de får skader på poterne på grund af de tynde tremmer.

Dødsraten blandt bur-kaniner er temmelig høj, mener World Animal Protection. Der florerer nemlig ofte sygdomme blandt besætningerne, og kaninerne får store mængder antibiotika, siger de.

Kaninavl betegnes som mere miljøvenligt end svine- og kalveproduktion, lyder det fra civilingeniørerne. Men vi skal ikke løse klimaforandringerne ved at gå på kompromis med dyrevelfærden, mener World Animal Protection, Danmark, ifølge kampagnechef Esben Sloth.

I næste uge skal EUs politikere stemme om borgerinitiativet 'End the Cage Age'. Det står World Animal Protection blandt andet bag i samarbejde med den britiske organisation Compassion in World Farming.

»Der er ingen bæredygtig fremtid i tremmedyr, bure i landbruget er under udfasning i hele Europa, og alene af den grund er der berettiget håb om, at der ikke er dansk politisk opbakning til en forretningsmodel baseret på bur-kaniner,« siger Esben Sloth.