Nye biler har en helt særlig duft.

Mange mennesker synes, at denne duft er rar, men et nyt forskningsforsøg viser, at der er visse sundhedsrisici forbundet med at være for lang tid i biler med denne lugt.

Det skyldes, at duften af ny bil kommer fra stoffet carcinogen.

Under en bilproduktion bliver der brugt flere forskellige kemikalier til fremstillingen af blandt andet plastik, skum, tekstiler og andre materialer. Disse kemikalier kan langsomt sive ud i luften over tid.

Ny forskning viser, at personer, der tilbringer mere end 20 minutter i en bil, er i højere risiko for at blive udsat for en for høj mængde af to forskellige typer af kræftfremkaldende carcinogener, nemlig benzen og formaldehyd, som bliver brugt i bilproduktionen.

Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

»Disse kemikalier er meget flygtige og kan nemt bevæge sig fra plastik og tekstiler til luften, du indånder,« siger David Volz, der er miljøtoksikolog ved University of California Riverside og medforfatter til studiet, til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Der er dog en lang række faktorer, der spiller ind på dette.

Forskerne tilføjer, at faktorer som bilens alder, hvor lang tid, man bruger i sin bil, og temperaturer også spiller en rolle.

Ifølge studiet kunne pendlere i San Francisco og Californien, der tilbragte 20 minutter eller mere i deres bil og blev udsat for benzen og formaldehyd, kobles til en tiendedel større risiko for at få kræft.

Det afhænger dog meget af, i hvor lang tid og i hvor store mængder man er udsat for disse stoffer.

En anden hage ved studiet er, at andre sundhedsfaktorer, der potentielt kan indvirke på resultatet - såsom inaktivitet, overvægt og søvnmangel - ikke er inddraget i studiet.

I studiet har forskere samlet data fra længden af bilisters ture til og fra arbejde, samt data fra tidligere studier, hvor man har målt mængden af kemikalier i biler.

Hvor tidligere studier har fokuseret meget på kemikalier udendørs og i folks egne hjem og på arbejdspladsen, peger det nye studie på, at man også bør se nærmere på personbiler.

Forskerne anbefaler desuden, at bilproducenter bør se nærmere på at bruge færre af de kræftfremkaldende stoffer i fremstillingen af biler for at skåne folk, hvis job det er at sidde i et køretøj til daglig.

Andre artikler fra Videnskab.dk