At det – særligt her om efteråret – kan være ubehageligt at træde ud af det varme bad, mærker de fleste. Men for en 34-årig mand i Colorado, USA, blev det næsten hans død.

Han fik nemlig en voldsom allergisk reaktion efter at blive eksponeret for badeværelsets kolde temperaturer. Det skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

Manden fik røde plamager over hele kroppen og gik i allergisk chok – en tilstand, der får blodtrykket til at falde kraftigt og gør det næsten umuligt at trække vejret.

Kort inden var manden flyttet fra det tropiske Mikronesien (en øgruppe øst for Filippinerne) til den køligere amerikanske stat Colorado. Samtidig var han begyndt at udvikle allergiske reaktioner.

Men det var først, da manden blev fundet på badeværelsesgulvet af sin familie og akut indlagt på hospitalet, at lægerne kunne diagnosticere ham med såkaldt kold nældefeber, en sjælden sygdom, man anslår rammer 0,05 procent af befolkningen.

Den allergiske reaktion sker, når de ramte eksponeres for kolde temperaturer, inklusiv kold luft eller vand. Symptomerne opstår særligt, hvis det er hele kroppen, som når man tager en svømmetur i det fri - eller som manden træder nøgen ud i kold luft.

I enkelte tilfælde har det også været rapporteret, at nogle har oplevet symptomer efter at have indtaget kold mad eller drikke.

Diagnosticeringen er simpel: Lægerne placerer en isterning direkte på huden i fem minutter. Hvis der efterfølgende findes en hævet, rød plamage under, tyder det på, at personen lider af kold nældefeber.

Rapporten om tilfældet er udgivet i The Journal of Emergency Medicine.

Andre artikler på Videnskab.dk