Det har godt nok lige været Halloween, men virkelighedens verden byder også på vaskeægte gyser-historier.

For nylig kunne to italienske læger og forskere ligefrem berette om en mand, der græd blod. Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk, hvor du kan se et foto af manden (Advarsel: Stærkt billede).

Den 52-årige mand dukkede op på en skadestue et sted i Italien med en tårestrøm af rødt blod løbende fra øjnene og ned ad kinderne.

Var han besat af en dæmon? Var der brug for en djævleuddriver, tænker du måske? Men nej.

Manden havde to timer forinden mærket blodet strømmer fra øjnene uden nogle yderligere advarsler, hvilket fik ham til at køre på skadestuen.

Blodstrømmen stoppede på vejen, men begyndte pludseligt igen, da han trådte ind på skadestuen.

Mandens øjne fungerede fint, og han havde ikke smerter, hvilket fik sundhedspersonalet til at være endnu mere i vildrede.

En nærmere undersøgelse viste dog, at den bizarre blodstrøm var et sammentræf af to onder:

En mild form for ’konjunktival hyperæmi’ - en slags blodoverfyldning i membraner, der omkranser øjeæblet.

Samt såkaldte hæmangiomer (kaldes også jordbærmærker) på de indre øjenlåg - er en godartet tumor udgået fra cellerne i de små blodkar

De to onder havde skabt en tilstand af såkaldt haemolacria, som er betegnelsen for en lidelse, der får folk til at græde blod.

Lidelsen, som er ekstrem sjælden, behøver dog ikke være så voldsom, som den var i denne mands tilfælde. Den kan også bare resultere i let røde øjne.

De to italienske læger og forskere har på baggrund af mandens specielle tilfælde udgivet et videnskabeligt studie, der fortæller om den medicinske baggrund for hændelsen.

Andre artikler på Videnskab.dk