I år er det 100 år siden, at den spanske syge brød ud. Virussen blev til en pandemi og menes at have dræbt næsten 50 mio. mennesker. Ifølge eksperter vil en virus magen til bryde ud igen. Det skriver dr.dk.

»Det er ikke et spørgsmål, om en lige så dødelig pandemi kommer igen. Det er et spørgsmål om, hvornår den kommer.«

»Sådan en virus, som ingen er immune overfor, og som måske opstår én gang i hvert århundrede,« lyder det fra Anders Fomsgaard, professor og leder af Virus Research & Development ved Statens Serum Institut

Tidligere har influenzaen skabt flere pandemier, herunder den spanske syge. Derfor er det også influenzaen, man bør være mest vaks med i fremtiden.

»Når to forskellige influenzavira mødes, kan de ’blande’ kortene og skabe en helt ny virus med nye egenskaber,« fortæller Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet.

Om en pandemi i fremtiden kan forhindres, siger Anders Fomsgaard:

»En virus med alle de uheldige egenskaber opstår ikke på én dag. Vi ser typisk tre bølger i løbet af et par år. I første bølge er den ikke så smitsom, men opdager vi den allerede her, har vi en chance for at nå at lave en vaccine inden tredje bølge, som har pandemisk potentiale.«