Tilbage i 1879 indsamlede botanikeren William James Beal frø fra tusindvis af planter rundt omkring i Michigan, USA.

Herefter lagde han frøene i flasker og begravede dem i al hemmelighed rundt omkring på campus ved Michigan State University.

Målet var, at frøene skulle graves op igen efter mange år, for at se om de ville kunne vokse påny.

I midten af april i år – 142 år efter at Beal indledte forsøget – tog David Lowry, der er adjunkt i botanik, faklen videre og gravede flere af frøene op, hvorefter han plantede dem.

Det skriver New York Times ifølge Videnskab.dk.

Efter godt en uge havde en af planterne dannet to små blade, og planterne vokser nu hastigt dag for dag.

Størstedelen af de 11 planter, der vokser frem nu, er af sorten Verbascum blattaria, som efterhånden danner gule blomster og lilla støvdragere.

Tidligere har man lavet samme forsøg henholdsvis 50 og 60 år efter Beals indledende eksperiment. Senest gravede man flasker med frø op i 2000.

Ifølge Lowry er det for tidlig at drage konklusioner om planternes evne til at overleve, men det er »fantastisk,« at de kan vokse igen efter så mange år.

Det mildest talt langvarige eksperiment forventes at være færdigt i 2100, men allerede nu planlægger forskerholdet at gøre et nyt forsøg klart, så botanikere i fremtiden kan bære faklen videre, skriver New York Times ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk