Lægerne på Weiss Memorial Hospital i Chicago måtte kigge to gange, da en 62-årig indlagt mand begyndte at tisse grønt.

Heldigvis for alle viste det sig at være en bivirkning af hans medicin og helt harmløst.

Sådan lyder det i et usædvanligt casestudie fra medicinens verden, skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

Manden lider af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og var blevet indlagt efter to dages åndedrætsbesvær.

I mandens blod kunne lægerne se livstruende mængder CO2, der normalt bliver udskilt gennem åndedrættet.

Manden blev efterfølgende lagt i respirator på intensivafdelingen og givet bedøvelsesmidlet propofol.

Det var en rutinesag, indtil manden efter fem dage begyndte at tisse grønt.

Grøn urin er ikke fuldstændig uhørt i medicinens verden og kan have flere potentielle årsager, nogle mere alvorlige end andre.

I værste fald kan det være et tegn på infektioner og problemer i leveren, skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

Synderen viste sig at være bedøvelsesmidlet propofol, som i sjældne tilfælde kan gøre folks tis grønt.

Ingen forstår endnu helt hvorfor, men den herskende hypotese er, at den grønne farve skyldes, at nedbrydningsprodukterne i narkosen nogle gange bliver udskilt gennem nyrerne i stedet for leveren, som ellers er normen.

Misfarven er heldigvis harmløs og ophørte, da manden holdt op med at få medicinen.

Manden blev på hospitalet i to uger og blev derefter sendt til et genoptræningscenter.

Andre artikler på Videnskab.dk