Vi mennesker kender alt til fordelene ved at have bedsteforældre boende tæt på

Det betyder nemlig, at de kan assistere med børnepasning, hjælpe, når det brænder på, og ikke mindst øse ud af deres visdom om alskens facetter i livet.

Nu tyder et nyt studie på, at dette fænomen, som forskere i evolutionær biologi har døbt ’bedstemor-effekten’, ikke kun begrænser sig til mennesker.

Ifølge The New York Times oplever unge spækhuggere nemlig også fordele ved at have deres bedstemødre omkring sig. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet, der er blevet publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences, har fundet, at tilstedeværelsen af en gammel og vis spækhugger øgede de unge spækhuggeres chancer for at overleve, særligt når maden var knap.

For at vurdere overlevelsesraterne for spækhuggere i magre år undersøgte forskerne data om to populationer af spækhuggere, der holder til ved kysten ud for den amerikanske delstat Washington og den canadiske provins British Columbia.

Derudover kiggede forskerne også på, hvor mange fisk, der blev fanget ved laksefiskeriet i den nordvestlige del af Stillehavet, skriver The New York Times.

De nye resultater kan være med til at opklare, hvad der indtil nu har været lidt af et mysterium: Hvorfor flere hvalarter lever i mange år, efter de er kommet i overgangsalderen og ikke er fødedygtige mere.

Ifølge The New York Times viste undersøgelsen nemlig, at ’bedstemorhvaler’, når de holdt op med at få unger – og derfor ikke kom i konflikt med deres eget afkom – hjalp de unge hvaler med at finde laks, når laksebestanden faldt.

»Det at have en bedstemor, der er i live, øger chancerne for at overleve. Spækhuggerne er ikke i så stor risiko for at dø, når bedstemoren er i live, som de er i årene efter hendes død,« forklarer studiets hovedforfatter og evolutionær økolog, Stuart Nattrass, der er tilknyttet University of Hull, til New York Times ifølge Videnskab.dk.

Det nye studie er særlig vigtigt, da der ifølge estimater kun er omtrent 50.000 spækhuggere tilbage verden over.

Forskerne fremhæver, at det er afgørende, at man beskytter ældre spækhugger-hunner, der er i overgangsalderen og ikke kan få unger, hvis man skal vende den negative udvikling.

Andre artikler på Videnskab.dk