Halvdelen af dem, der tror, de har allergi overfor en bestemt fødevare såsom skaldyr eller mælk, er i virkeligheden slet ikke allergiske. Sådan lyder konklusionen i et amerikansk studie, skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Forskerne lavede en spørgeskemaundersøgelse med 40.000 voksne amerikanere i perioden mellem oktober 2015 og september 2016. Deltagerne skulle beskrive deres fysiske reaktion, når de indtog den fødevare, som, de mente, de var allergiske overfor, og forskerne inddelte derefter deres svar, ud fra hvor reel allergien lod til at være i virkeligheden.

Dette gjorde de ved at skelne mellem milde symptomer som oppustethed, ondt i maven og diarré og så mere hårde reaktioner som problemer med vejrtrækning og opsvulmet tunge. De, som kun havde milde symptomer, blev sorteret fra, da reaktionen i stedet kunne tyde på laktose-intolerance (ikke at kunne tåle mælkeprodukter) eller andre former for mad-intolerance, hvilket ikke er det samme som allergi.

Efter denne frasortering viste forskernes optælling, at cirka 10,8 procent af deltagerne havde en ’overbevisende’ fødevareallergi. Det står i modsætning til, at hele 19 procent af de amerikanske forsøgspersoner indledningsvis havde svaret, at de havde en fødevareallergi.

Næsten halvdelen af de, der troede, de havde en fødevareallergi, havde det altså slet ikke, ifølge forskernes inddeling af, hvilke symptomer der er kan betragtes som reelle allergisymptomer.

»Det er virkelig vigtigt at få en ordentlig diagnose, så man kan finde ud af, om det er noget, man kan behandle såsom laktose intolerans, eller om det er livstruende mad-allergi, som man skal være meget varsom med,« sagde Ruchi Gupta, der er professor på Institute for Paediatrics på Northwestern University og en af forfatterne bag studiet, ifølge The Guardian.

De amerikanske forskere mener at kunne se den samme tendens til en fejlvurdering af fødevareallergi i andre lande såsom England.

Andre artikler på Videnskab.dk