For tredje weekend i træk skal danskerne trække i regntøj og gummistøvler, når de skal ud, og den vedholdende regn begynder at skabe mere og mere ballade rundt om i landet.
Flere steder på Fyn og i Jylland er jorden så mættet af regnen, at vandet løber direkte ned i vandløb og åer, og det får dem til at gå over deres bredder og give oversvømmelser.
Hvordan ser det ud hos dig? Send gerne billeder ind her.
Også blæsten volder problemer. Lørdag formiddag blev dagens færgeafgange mellem Hou i Jylland og Sælvig på Samsø aflyst på grund af den kraftige vind, skriver Samsø Rederi på deres hjemmeside.
Sidste færge fra Sælvig på Samsø sejlede 10:45, og man regner først med at genoptage sejladsen søndag. Det er dog med et vist forbehold, oplyser Samsø Rederi.
I Aarhus har weekendens dårlige vejr ført til lukning af to veje. Byledet/Søskovvej mellem Årslev og Brabrandsøen og Holmbækvej nord for Ormslev, skriver Aarhus Stiftstidende, der også kan rapportere, at de lukkede veje gjorde bilisterne så rasende, at kommunens udsendinge fik fingeren og blev skældt ud.
Østjyllands Politi har også lørdag udsendt en advarsel på Twitter om en del vand på kørebanen på E45 i sydgående retning - ca. en kilometer syd for Hadsten-afkørslen. 'Vandet dækker begge kørebaner og giver kraftige opbremsninger', skriver politiet og råder folk til at køre forsigtigt.
Der er dog ikke udsigt til, at de danske åer får fred for den silende regn lige foreløbig, fortæller vagtchef ved DMI, Mette Wagner.

»Vi får nok en 15 millimeter regn i dag. Nogle steder 8 millimeter, og så blæser det fortsat med hård vind op til hård kuling og vindstød af stormstyrke,« siger Mette Wagner.
Søndag ser det ud, som om der kommer noget sol hist og pist, men det vil fortsat være blæsende, fortæller vagtchefen.
Og har man planer om at besøge området omkring vadehavet i weekenden, skal man være forsigtig.
DMI varsler om forhøjet vandstand i Esbjerg Havneby Vidå, der kan medføre lokale kystnære oversvømmelser.

Højeste vandstand ventes klokken 14 søndag den 23. februar, skriver DMI, der kategoriserer advarslen som gul, der betyder voldsomt vejr.
Også Syd- og Sønderjyllands Politi advarer på deres Twitter om forhøjet vandstand i Esbjerg og Fanø i eftermiddag.
De opfordrer til, at man parkerer i sikker afstand fra vandet, så man undgår, at bilen bliver oversvømmet.
På Fyn advarer Vejdirektoratet bilister om, at der er risiko for vand på vejen på en relativt kort strækning mellem tilkørslen 53 Odense SV og rastepladsen Kildebjerg Nord.


