Efter tre dages regn og gråvejr er de fleste nok begyndt at kigge langt efter solen, men danskerne skal væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

Weekenden starter som en våd affære, hvor der er risiko for kraftig regn og lokale skybrud i hele landet.

»Vi har stadig det her lavtryk, der ligger rigtigt stille og kører rundt om sig selv med en masse byger,« forklarer vagthavende ved DMI, Bolette Brødsgaard.

I Nordjylland har det allerede regnet voldsomt i løbet af natten, her er det dårlige vejr nu slut, og nordjyderne får et ganske pænt vejr lørdag.

Sådan ser det ikke ud i resten af landet. Her vil tordenbyger og lokale skybrud husere dagen igennem.

»Men så er det også slut. Vejret bliver mere stabilt, og søndag ser forholdsvis pæn ud,« fortæller Bolette Brødsgaard.

Det er især jyderne, som får solen at se.

Mange har planlagt bryllupper, fødselsdage og konfirmationer udendørs de her dage, og Bolette Brødsgaard beroliger med, at vejret ikke behøver være en hindring for fest.

Heller ikke lørdag, der ser mest våd ud.

»Det vil ikke være alle steder, det regner. Det kan være meget lokalt. Du kan få skybrud, mens naboen slipper. Så snævert er det,« siger hun.