Har du fundet gummistøvlerne og paraplyen frem i dag, kan du roligt lade det ligge fremme til i morgen.

DMI varsler torsdag aften, at der fredag er risiko for voldsomt vejr i hele landet.

»I dag har det været meget udbredt regn, mens det i morgen i højere grad vil være byger, og der kan være regionale og lokale forskelle på, hvor meget regn, der falder,« fortæller vagtchef ved DMI, Anja Bodholdt.

DMI oplyser, at der er risiko for, at bygerne kan blive kraftige med torden i den sydlige halvdel af Jylland, Fyn og på Sjælland fredag mellem klokken 14 og 22.

I Nordjylland er der risiko for kraftig regn, skybrud og torden fra klokken 18 og frem til lørdag morgen klokken seks.

»Det er det her lavtryk, der ligger over de britiske øer og trækker op til den sydlige del af nordsøen, og det tilhørende frontsystem svinger ind over Danmark,« siger Anja Bodholdt.

I løbet af torsdagen er der mange steder i den centrale og østlige del af landet faldet op mellem 30 og 50 milimeter regn og mest i Nordvestsjælland, hvor der er registreret 64,5 milimeter.

Kriteriet for skybrud er, at der skal falde mere end 15 millimeter på 30 minutter og kriteriet for kraftig regn er, at der skal falde mere end 24 mm nedbør på seks timer, oplyser DMI.