Weekenden begynder med en lun dag med en smule sol til de heldige.

Lørdag bliver til gengæld mere våd, fortæller DMI's vagthavende meteorolog, Klaus Larsen.

»Fredag bliver en dag med lidt eller nogen sol i særligt den nordlige del af landet.«

»Når vi kommer længere sydpå, bliver det mere skyet,« siger han.

Solskinsøen Bornholm kommer dog ikke til at leve op til sit navn fredag.

De 40.000 indbyggere på Bornholm kan se frem til at få mindst at se til solen fredag, fortæller Klaus Larsen.

Fredag bliver en tør dag med temperaturer på mellem fem og syv grader.

Det skyldes, at vi får vind indover landet fra vest, hvor Atlanterhavet ligger.

I øjeblikket er havet varmere, end der er over land, og det betyder, at vi får behagelige plusgrader, når luften kommer ind over Danmark.

Det lune vejr fortsætter i weekenden, der dog også byder på regn.

»Vi får regnvejr indover landet natten til lørdag og lørdag dag. Det bliver fortsat lunt, men med regn en stor del af dagen,« siger Klaus Larsen.

Søndag byder igen på pænt vejr, men natten til mandag bliver det koldere, end det har været de foregående dage.