'Piteraq' er en grønlandsk betegnelse, der betyder noget i retning af 'det, der overfalder én'.

Det beskriver med rette den styrke og ødelæggelse, der kan være forbundet med det vejrfænomen, som lørdag rammer det sydøstlige Grønland.

DMI har varslet voldsomt blæsevejr med vindstød af orkanstyrke, når en kraftig Piteraq rammer beboerne i den Østgrønlandske by Tasiilaq.

»Varslet den kommende aften og nat lyder således på stærk storm med vindstød af orkanstyrke og varighed på 10-15 timer,« skriver DMI på Twitter.

Den 6. februar 1970 blæste den østgrønlandske by Ammassalik næsten i havet. Under den voldsomme piteraq skønner man, at vinden, efter vindmålerens forlis, nåede helt op på 90 m/s med temperaturer ned til -20 ºC. Stormskaderne blev så betydelige, at man efterfølgende overvejede at nedlægge byen. Foto: GTO.

Vis mere

DMI oplyser, at der allerede tidligere på dagen blev målt vindstød af orkanstyrke, cirka 37 meter i sekundet, ved lufthavnen i Nuuk, som ligger i det Vestgrønland.

Ifølge DMI kan en Piteraq være en meget voldsom hændelse, der kan forløbe over mange timer.

Den meteorologiske forklaring på lørdagens kraftige uvejr er, at lufttrykket i løbet af dagen falder markant langs den sydøstlige del af Grønland og samtidig forstærkes et højtryk ud for den sydvestlige del af Grønland.

De store trykforskelle fra vest mod øst sætter luften i bevægelse, og efterhånden vil iskold luft over Indlandsisen, med stor kraft, bevæge sig ned gennem de store østgrønlandske fjorde.

Her vil man ude ved kysten opleve kraftig blæst, vindstød og faldende temperaturer.