Flere steder i Midt- og Vestjylland har jyderne fået store mængder regn.
Og det har fået flere husejere til at ringe til Henrik Gammelgaard, der er direktør i slamsugervirksomheden HTJ Rørteknik, skriver TV Midtvest.
Her fortæller direktøren, at han er blevet kimet ned af desperate husejere, der har haft brug for hjælp fra en slamsuger.
»Der har været udfordringer med vand i dag. Det har været her i Viborg, men også i Silkeborg og i Randers,« siger Henrik Gammelgaard til mediet.
Henrik Gammelgaard har da også selv været ude til hele 19 boliger, der har haft brug for hjælp i forbindelse med de voldsomme mængder regn.
For når der kommer store mængder regn, så er det ikke sikkert, at kloakken kan håndtere vandmængderne – og her kan det være en idé at få besøg af en slamsuger.
Det er dog ikke altid, at en slamsuger er løsningen på problemet, fortæller Henrik Gammelgaard.
Hvis skaden er sket, og der er kommet vand ind i ens hus, så råder slamsugerdirektøren til, at man tager billeder af vandskaden og taler med sin forsikring.
