Blæsten har for alvor fat i landet torsdag aften.

Og nogle steder begynder det at gå voldsomt for sig og give store problemer.

Det gælder blandt andet ved den jyske vestkyst, hvor man ellers er vant til en god omgang blæsevejr. Men skal man tro politiet i Midt- og Vestjylland, så betyder blæsten, at man skal være ekstra forsigtig.

De er nemlig begyndt at se, at træer må give fortabt i den hårde vind. Det oplyser de på Twitter:

»Blæsten begynder at give flere væltede træer i den vestlige del af politikredsen, fra Ringkøbing i syd til Thisted i nord og ind i landet på højde med Nr. Snede og Karup,« skrives det.

Og den tekst er fulgt af en opfordring til dem, der bevæger sig ud på vejene i området:

»Kør forsigtigt.«

Det er ikke kun i det vestjyske, vinden for alvor har fat.

Også Storebæltsforbindelsen har måttet tage sine forholdsregler for at undgå eventuelle ulykker.

Således er al kørsel med vindfølsomme køretøjer helt forbudt torsdag aften og natten til fredag, lyder det.

Man forventer således først at kunne åbne op for vindfølsomme køretøjer fredag morgen klokken 06.00.

Også i det nordsjællandske giver væltede træer problemer.

På Kystbanen er et træ væltet ned over kørebanen mellem Nivå og Snekkersten. Det giver både forsinkelser og aflyste afgange, skriver P4 Trafik på Twitter.

B.T. følger sagen.

Andre læser også