Hvis du er på vej til Sverige eller til og fra Fyn, skal du måske finde en alternativ rute.

For Øresundsbroen fraråder vindfølsomme køretøjer at passere broen på grund af kraftig blæst og Storebæltsbroen har forbudt kørsel med vindfølsomme køretøjer.

Advarslen gælder i begge retninger.

»Det er en koldfront, som har givet en del regn. På bagsiden af det så kommer der voldsom blæst fra nordvest,« lyder meldingen fra DMI.

»Varslingen til vindfølsomme køretøjer kommer til at gælde frem til eftermiddag og aften,« lyder det supplerende fra Vejdirektoratet.

Send gerne video og billeder, hvis du er ramt af det kraftige blæsevejr til B.T.s mail: 1929@bt.dk.

DMI fortæller, at vinden nok først vil være aftaget i løbet af i morgen eftermiddag.

DMI oplyser yderligere, at udover blæsten, så vil dagens tidligere regn give stor risiko for glatte veje.

Det betyder altså, at hvis du har planlagt en tur til Sverige eller Fyn, så skal du måske lave andre planer.

Foto: DMI
Vis mere

Det er ikke kun Sjælland, som vil være underlagt den kraftige blæst.

For Midt- og Vestjyllands Politi advarer også om udfordringer i politikredsen. Træer er begyndt at vælte, og en række stilladser har revet sig løs.

Derfor opfordrer man til, at man er opmærksom samt kører forsigtigt.

Vejlefjordbroen er ligeledes også ramt af kraftig blæst og her fraråder man også vindfølsomme køretøjer.

Nogle steder i landet vil vindstyrken nå op på 25 meter i sekundet. Det gælder især de nordvestlige egne.

B.T. følger vejret.