Uret står på sommertid, men vejrguderne kører fortsat i vintergear.

»Der er ikke noget, der tyder på stabilt forårsvejr med sol og lune temperaturer lige med det samme.«

Sådan lyder det fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Rosberg, søndag morgen.

Så hvis du er begyndt at drømme om sol, syrener og solskinsvejr, må du nøjes med 'Højskolesangbogen' lidt endnu.

Udenfor står det nemlig – igen – på 'sneflokke kommer vrimlende'.

»Vi får virkelig en vinternat,« siger Jesper Rosberg om vejret natten mellem søndag og mandag.

Her vender nattefrosten tilbage, og der kommer byger med både slud og sne.

»Den kolde luft trækker ned over hele landet fra nord, og i nat forventer vi sne over store dele af landet,« forudser den vagthavende meteorolog.

Faktisk begynder vintervejret allerede i løbet af søndagen, hvor især den nordlige del af Jylland får hvidt nedbør i bygerne.

Resten af landet kan se frem til en fortrinsvis grå dag.

»Vejret i dag bliver meget afhængig af, hvor man bor. Mod nord og øst kan der godt komme lidt sol mellem skyerne, men det bliver ikke fremragende solskinsvejr,« siger Jesper Rosberg.

De bedste solchancer er der i den vestlige del af landet, men temperaturerne kommer kun til at ligge mellem tre og otte grader.

Når søndagen går på hæld, er der dog slud og sne til stort set alle.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at du kan sige farvel til vinterdækkene endnu.

Faktisk ser både natten til mandag og mandag morgen ud til at kunne give visse udfordringer for bilisterne.

»Slud og sne vil smelte på de våde vejbaner, og i løbet af nattetimerne begynder det at fryse. Det giver risiko for pletvis isglatte veje,« siger Jesper Rosberg og kommer også med en advarsel til bilister i morgendagens myldretidstrafik.

»I morgen (mandag, red.) får vi igen vinterligt vejr med byger af slud, sne og hagl. Den kolde luft og de kolde vejtemperaturer giver pletvis sne- og rimglatte veje. Det kan give visse udfordringer.«