Velkommen til endnu en kold og blæsende dag med mere sne. 

Danmark er lagt i dybfryseren, og torsdag morgen er folk i det jyske nogle steder stået op til helt ned til minus 14 grader. 

Og der er både mere kulde, blæst og sne på vej, i dagens vejrudsigt, hvor DMI melder om flere snebyger og sågar også risiko for snefygning. 

»Det bliver en kold og udpræget skyet dag,« lyder det fra Trine Pedersen, vagthavende meteorolog hos DMI torsdag morgen.

Og selvom hun lover mere sne til det meste af landet, så er der stor forskel på, hvor meget der falder rundt omkring, pointerer hun. 

»Lige nu (tidligt torsdag morgen, red.) sner det omkring Limfjorden og over Sjælland, mens der er relativt pænt vejr på Fyn og i Sønderjylland,« forklarer Trine Pedersen og tilføjer, at det ændrer sig i løbet af dagen:

»Det bytter rundt, og bygerne trækker sydpå i løbet af dagen så det klarer op mod nord, og snebygerne når Sønderjylland, Fyn og også Sjælland,« siger hun. 

Og fredagen ser også kold ud.

Her står den endnu engang på skyet vejr med flere »spredte snebyger,« men måske også et kig til solen.

Weekendvejret ser »lidt mere mudret ud,« forudser Trine Pedersen, men noget markant vejrskifte er der ikke udsigt til, understreger hun.