Vinteren er for alvor kommet til Danmark, hvor kolde temperaturer samt regn, slud og sne har domineret det meste af landet torsdag.

Klik her og se flere billeder på localeyes.dk

Flere steder i landet vågnede borgerne torsdag morgen op til snevejr og temperaturer lige omkring frysepunktet, og dagen igennem er der faldet nedbør over det meste af landet.

Mange steder er nedbøren faldet som slud eller regn, men der er også flere steder, hvor man har oplevet regulært snefald.

»I den nordlige halvdel af Jylland og på Nordsjælland er der faldet en del nedbør i form af regn, der går over i slud, men i Sønderjylland og på det vestlige Fyn, har man hele dagen haft rimelige heftige snebyger,« siger Trine Pedersen, der er vagthavende ved DMI.

Også lokalt i Østjylland og på Djursland har sneen væltet ned.

LÆS OGSÅ: Prins Henriks hofchef stopper omgående: Derfor siger han op

Temperaturerne landet over ligger dog lige omkring frysepunktet, og selvom sneen i første omgang bliver liggende på jorden, vil den dog hurtigt forsvinde igen.

Hos DMI gør man opmærksom på, at man skal være ekstra påpasselig, hvis man skal ud at køre bil i eftermiddags- eller aftentimerne.

»Så snart mørket falder på, falder temperaturerne også, og de kolde vejtemperaturer i kombination med våd nedbør giver stor risiko for, at det bliver meget glat flere steder,« siger Trine Pedersen.

Det nordjyske fortsat vil være ramt af regn, slud eller sne i aftentimerne, men i løbet af natten trækker nedbøren mod sydøst.

Fredag titter solen frem flere steder i landet, men lokalt vil man stadig kunne opleve enkelte regn-, slud- eller snebyger.