En grå, kold og blæsende dag.

Mandagens vejr bliver bedre end søndagen, men ellers er det sparsomt med opløftende nyt i vejrudsigten for den første hverdag efter juledagene.

Årets sidste uge begynder nemlig næsten lige så grå og trist, som de fleste andre decemberdage har været.

Alligevel kalder den vagthavende meteorolog hos DMI mandagens vejr for 'forholdsvis pænt'.

Det bliver nemlig ikke lige så blæsende som om søndagen, og nedbøren bliver også sparsom, understreger hun.

»Vinden er på retur. De fleste vil få en grå og skyet dag, som begynder med lidt regn og slud,« siger meteorolog Bolette Brødsgaard og tilføjer, at det i løbet af dagen bliver mere tørt.

»Er man på job, bliver der god mulighed for at komme tørskoet hjem,« forudser hun, men råder dog eventuelle friluftstyper til at bevæbne sig med en varm hue.

Temperaturerne bliver nemlig ikke prangende med blot to til fire grader, og men en frisk vind vil det føles temmelig koldt.

»Det er virkelig ved at være vinter, hvor der ikke skal så meget til, før vi kan få nattefrost,« siger Bolette Brødsgaard.

Mandag bliver dog ikke 'en tung grå dag', trøster hun, og måske er der også en smule sol til Bornholm og Lolland Falster.

Tirsdag er der derimod både regn og slud på vej, så hun slutter med et godt råd til dem, der er træt af at være indendørs:

»Trænger man til frisk luft, er det i dag, man skal gå uden for. Tirsdag bliver lidt mere våd i det,« siger hun.