Årets danske sommervejr har medført usædvanligt mange lynskader.

I løbet af juni, juli og august måned blev der ifølge DMIs vejrarkiv registreret knap 11.000 lyn i Danmark, hvilket er det højeste antal siden 2013, hvor der var 11.710 registrerede lyn.

Den lynrige sommer har medført omkring 1500 skader, hvilket er det højeste antal af skader siden 2011, oplyser forsikringsselskabet Tryg i en pressemeddelelse.

Det usædvanlige består i, at hvis man sammenligner med netop året 2011, så har lynene ramt mere præcist i år end tidligere.

Tryg har fået omkring 1500 skadesanmeldelser om lynskader efter en sommer, hvor der blev registreret godt 11.000 lyn over Danmark.
Tryg har fået omkring 1500 skadesanmeldelser om lynskader efter en sommer, hvor der blev registreret godt 11.000 lyn over Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvor de godt 11.000 lyn medførte omkring 1500 lynskader i år, så var de 1700 skader i 2011 et resultat af hele 21.270 registrerede lyn over Danmark.

Tryg oplyser, at lynskaderne hos private husstande og virksomheder primært omhandler overspænding i elinstallationer, såsom routere, fjernsyn, relæer og mobiltelefoner, der har ligget til opladning, da lynet slog ned.

For kunder med landbrug er mange af skaderne sket i stalde, hvor ventilationsanlæg, skrabeanlæg, fodermaskiner og især markvandingsanlæg er blandt lynenes foretrukne ofre.

Skulle uheldet være ude og lynet slår ned og beskadiger dine ejendele, så er der dog hjælp at hente.

Skadechef hos Tryg, Charlotte Dietzer, fortæller, at selvom man ikke følger de gængse råd og trækker stikkene ud af de elektriske apparater, så vil man dog stadigvæk kunne få dem dækket, hvis der er sket en dækningsberettiget skade.

»Rådene er mere for, at man selv kan mindske risikoen som kunde. Hvis du har en indboforsikring, så dækker den både mod skader, der opstår efter lynnedslag og skader, der opstår som følge af eksempelvis kortslutning,« fortæller hun til B.T.

Hvis et lyn slår ned, så er det bedste råd fra skadechefen meget enkelt.

»Det vigtigste, når lynet har slået ned, er at gå en runde i huset, eller hvad man nu har, og tjekke at alt virker, som det skal. Mange har nemlig en tendens til at glemme fryseren, køleskabet eller tyverialarmen, når strømmen har været gået,« udtaler Charlotte Dietzer.