Regn, regn, regn og lunt vejr. Sådan har vejrudsigten lydt i januar i Danmark. En januar måned, som har kurs mod at blive den varmeste i Danmark siden 1873.

Og det er der måske en god grund til. Gennemsnitstemperaturen stiger nemlig meget hurtigere i Danmark, end den gør på verdensplan.

De opsigtvækkende tal bliver i denne weekend bragt i Weekendavisen.

Her fremgår det, at mens den globale temperatur er steget med en halv grad på verdensplan siden 1979, så er temperaturen steget med en grad i Danmark i samme periode.

Og mens den globale temperatur er steget med en grad siden 1880'erne på verdensplan, er temperaturen steget med to grader i Danmark.

Det får skribenten til at udråbe Danmark til et temperaturmæssigt globalt hotspot.

Forklaringen på de skræmmende statistikker skal findes i Danmarks placering på verdenskortet.

»Det er sådan, at Arktis i særdeleshed opvarmes væsentligt hurtigere end resten af kloden, og Danmark ligger jo ret tæt på Arktis,« siger tidligere DR-vært Jesper Theilgaard, som i dag er selvstændig klimaformidler.

Indlandsisen nær Nuuk i Grønland, søndag den 18. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Indlandsisen nær Nuuk i Grønland, søndag den 18. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det hænger sammen med, at isen smelter i det område. Jo mindre is, jo mere åbent vand, og åbent vand er varmere end is. Så der er meget mere varme til stede. Det giver lidt varmere somre, men det betyder også, at de lave temperaturer ikke bliver så lave længere.«

Han kalder det en lille tilsnigelse at isolere Danmark og ligefrem kalde det et globalt hotspot.

»Du ser det tilsvarende i Norge og Sverige – jo længere nordpå du kommer, jo mere stiger temperaturen,« siger Jesper Theilgaard:

»Det er meget markant længere nordpå. Nordsverige, Canada, Nordnorge, Sibirien, Grønland. Der står du med en opvarmning på to grader i forhold til en halv grad på verdensplan.«

At den danske vinter lige nu ser ud til at blive en af de varmeste i historiebøgerne, har Jesper Theilgaard følgende kommentar til:

»Det er jo ekstaordinært. Vi er to tredjedele igennem vinteren nu, og vi har dårligt haft frost, vi har dårligt set et snefnug. Selvfølgelig er der en sammenhæng med global opvarmning, men årsagen er ikke nødvendigvis så en-til-en og direkte,« siger Jesper Theilgaard:

»Årsagen til den milde vinter er, at vi har fået meget vestenvind. Hvorfor har vi fået det? Der skal vi have lidt flere studier for at forklare den konkrete sammenhæng.«

Men hvad betyder alt det her så for Danmark?

Det går jo hurtigere med temperaturen end andre steder.

»Det væsentligste hos os lige nu og her er den øgede nedbør,« siger Jesper Theilgaard:

»Det er, fordi havet er blevet varmere, og så er der flere vanddampe i atmosfæren. Det giver mere nedbør, og det har vi kunnet mærke de seneste år.«

Det skaber problemer i forhold til grundvand og vandafledning. Til gengæld er det et plus for landmænd, fordi deres sæson bliver udvidet, forklarer Jesper Theilgaard.