Det bliver varmt denne onsdag. Rigtig varmt.

Sådan lyder solskins-meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut, hvis prognoser viser, at vi nogle steder i landet vil kunne se temperaturen snige sig op mod og endda også over 30 grader.

Særligt i den vestlige del af Jylland vil man kunne opleve det ske, fortæller den vagthavende meteorolog Henning Gisselø.

»Det er nok der, det bliver varmest, og jeg tror på, at vi nok godt kan få 30 grader der. Det vil være ret varmt for maj måned. Det er ikke så tit, vi kommer op på de varmegrader i maj, selvom vi er på nippet til juni,« forklarer han.

Rekorden for maj er 32,8 grader.

»Og den rekord når vi ikke, men sådan lige 30 komma et-eller-andet, det tror jeg nok, vi skal komme op på,« fortæller meteorologen.

Her bliver det ti grader koldere

Stort set hele resten af landet vil også få en fin solskinsdag med temperaturer mellem 25 og 30 grader.

Dog er der et enkelt skår i solskins-glæden. Ved Møn, Falster og den bornholmske østkyst bliver det nemlig ikke lige så varmt, som i resten af landet.

»Det bliver nok de koldeste steder i dag. Der kan vi nok kun lige snige den over 20 grader, men meget mere end det, bliver det ikke, fordi der er pålandsvind, og selvom vandet er varmere end normalt for årstiden, så er det stadig koldt,« forklarer Henning Gisselø.

Tre ting har gjort vejret godt

Årsagen til det gode vejr de seneste par uger skyldes en kombination af flere ting.

»Vi har gennem en lang periode fået pumpet varm luft op fra Øst- og Centraleuropa, og det har gjort, at det har været varmt. Og så har vi haft et højtryk liggende tæt på Danmark, der har gjort, at skydannelsen har været lille, så solen rigtig har kunnet få lov til at varme op. Kombinationen af de to ting er den væsentligste årsag,« fortæller meteorologen.

Derudover er havvandet også blevet varmet mere op, end det plejer.

»Selvom det ikke er specielt varmt, så er det altså varmere, end det plejer at være på denne tid af året, og det gør også, at den luft, der skal over til os hen over Østersøen, ikke når at blive kølet så meget af, som den plejer. De tre ting i kombination gør, at har kunnet holde på det her varme vejr.«

'Det er med at nyde det'

Det gode vejr kommer derfor også til at blive - i hvert fald for en stund.

»Med lidt held vil det kunne vare ved en god uges tid til knap fjorten dage endnu. Så ser det altså ud til, at tingene bliver at vende, og vi vinder tilbage til mere almindeligt sommervejr, som nok vil føles en del køligere, når vi nu har været vant til det her meget solskinsrige vejr. Normalt holder de her stabile peroder ikke, fordi vejrsystemerne ikke er så stabile på vores breddegrader,« forklarer Henning Gisselø og slutter:

»Så det er med at nyde det, men det er her. Man kan bare tænkte tilbage til sidste sommer og tænke: 'Hold da op, sådan kan det også være'.«