Vil ramme allerede i aften: 'Vi holder øje med det'
Et større regnvejr bevæger sig mandag aften ind over landet, særligt det jyske. Og bestemte områder ser ud til at rammes ekstra hårdt.

Et større regnvejr bevæger sig mandag aften ind over landet, særligt det jyske. Og bestemte områder ser ud til at rammes ekstra hårdt.

Vi er blot en uge inde i sommeren og allerede med flere omgange regnvejr i rygsækken.
Og mandag aften er ingen undtagelse. Og så endda med lidt ekstra tryk på.
Der er nemlig et større regnvejr på vej ind over landet. Og første stop er allerede i aftentimerne i Jylland.
»Regnen ser ud til at ramme de fleste steder i det jyske,« siger Erik Hansen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
Selvom der dog er bestemte steder i Jylland, der særligt får det våde vejr at mærke.
»Der er tale om byger. Måske på grænsen til skybrud, men det er endnu ikke sikkert. Det kan dog godt udvikle sig, så vi holder øje med det,« lyder det fra meteorologen.
Og selvom det kan lyde lidt voldsomt, så er det faktisk ganske normalt for denne tid på året.
»Det er jo skybrudssæson, så det lurer altid her om sommeren.«
Nogle af dem, der allerede mandag aften skal huske regntøj og gummistøvler, er i Nord- og Vestjylland.
»Det er hér, der vil falde mest regn.«
Og natten til tirsdag skulle man måske tro, eller håbe på, at regnvejret stilner af, men det ser ikke ud til at være tilfældet.
Eller, det klarer faktisk efterhånden op ved Vestkysten i løbet af nattetimerne.
»Men der kommer mere sammenhængende regnvejr ind over Jylland, der bevæger sig mod de østlige egne,« påpeger meteorologen.
Regnvejret slipper vi heller ikke for i dagstimerne tirsdag. Og her kan det endda være med torden.
»Derfor følger vi også situationen tæt og ser, om det udvikler sig mere,« understreger Erik Hansen.
DMI regner med, at der til og med tirsdag vil falde mellem 5 og 15 mm regn.
»Hvis man er uheldig, op til 20,« tilføjer han.