De flotte sommerdage med over 20 grader og en varm sol fra en skyfri himmel ser ud til at være forbi os.

I stedet kan vi se frem til en sensommer og et begyndende efterår med en god cocktail af vind og regn.

Tirsdag er det bornholmerne som først får en forsmag på det mindre opløftende vejrskifte.

De starter dagen ud med skyer og regn, men får til gengæld en tør eftermiddag.

Helt modsat ser det ud for meget af det øvrige Danmark.

»Resten af landet starter mest tørt og med nogen sol de fleste steder,« siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Mette Zhang.

Som det ofte er tilfældet følger også et »men..«.

»Men i løbet af dagen tiltager skydækket fra sydvest, hvor et regnvejr breder sig fra Sønderjylland ud til hele landet.«

Konsekvensen er, at der mod stor sandsynlighed vil være overskyet og udbredt regn i hele landet i aften.

Af samme grund melder DMI om risiko for kraftig regn og lokale skybrud i den vestlige- og sydlige del af Danmark-

Vind slipper Danmark heller ikke for. Den tager til ved kysterne og kan nå fra jævn til hård vin og op mod kuling.

Kigger vi et par dage frem, så fortsætter det med regn og byger, fortæller Mette Zhang.

»Weekenden bliver formentlig en gentagelse af det, som vi ser i dag tirsdag.«

Temperaturen ligger i løbet af ugen på mellem 15-20 grader om dagen og 8-13 grader om natten.

»Det er ikke efterårskoldt, men nærmere som en sensommer.«

Helt sort og regnfuldt er den kommende tid dog ikke.

Omkring månedsskiftet melder DMI stadig om en begyndende september med mere tørt, varmt og solrigt vejr.