Efter en meget ustabil start på aprilvejret med sol, sne, slud, tøsne, blæst, hagl, plusgrader og minusgrader får vi en uge med stabilt og udmærket vejr.

»Allerede i morgen er der bedring i vejret. Her får vi nogen sol og kun enkelte byger,« lyder det fra vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard.

En melding, der nok kan få smilet lidt frem hos de fleste efter weekendens vejr. Og smilet kan godt blive større.

»Onsdag får vi faktisk ingen byger og stadig nogen sol.«

Og smilet kan blive lidt større endnu.

»Og det ser faktisk ud til, at det fortsætter med at holde tørt helt frem til weekenden,« lyder det fra Bolette Brødsgaard, som dog tager toppen af humøret.

»Men det er stadig usikkert vejr.«

Trods det, så ser det altså lige nu ud til, at vi får en pæn uge med sol og mindre og mindre nedbør, hvilket også vil kunne mærkes på temperaturerne.

»Solen får lov til at varmen luften op. I starten af ugen vil vi have omkring otte graders varme, mens vi kommer op omkring de 10-12 grader i weekenden,« fortæller Bolette Brødsgaard.

Men inden du finder dine spirende blomster og havehandskerne frem, så påpeger den vagthavende metrolog, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget.

»Det er klart i luften. Det er godt, for så kan solen varmen jorden godt op om dagen. Men det betyder også klare nætter, hvor vi ligger lige omkring frysepunktet eller under,« fortæller hun og fortsætter:

»Det vil være koldt i yderpunkter. Kolde morgener, aftener og nætter, men heldigvis hænger solen efterhånden længe på himlen.«

Til sidst en kort og lidt overraskende bemærkning fra Bolette Brødsgaard om den kommende uges vejr, overordnet set.

»Hvis man har lidt sart hud, så kan man godt finde solcremen frem.«