Hvis du havde håbet på en pause fra regnvejret, bliver du nok desværre skuffet.

For onsdagen ser ud til at blive præget af stedvis kraftige byger – som kan være med både torden og hagl.

Det forklarer vagthavende meteorolog Erik Hansen i sin vejrkommentar på DMIs hjemmeside tidligt onsdag morgen. 

Stort set hele landet ser ud til at kunne opleve perioder med byger gennem dagen, mens temperaturen bliver mellem 15 og 20 grader.

Dog bliver der formentlig også plads til solen i særligt de nordlige egne, når opklaringen begynder at komme. 

Solen viger dog allerede pladsen igen torsdag, hvor det også ser ud til, at der kan komme »en del regn eller byger«.

Det samme billede tegner sig fredag.

»Det er nok en god idé at holde øje med DMI Radar og have regntøj eller paraply i nærheden,« lyder rådet fra meteorolog Erik Hansen.