Et markant vejrskifte venter os i weekenden.
Heldigvis bliver vejrskiftet kortvarigt – før det skifter tilbage igen, skriver TV 2 Vejret.
For mens vi denne fredag kan se frem til flot forårsvejr med temperaturer op mellem 8 og 13 varmegrader, ser det noget anderledes ud, når vi kommer frem til lørdagsdøgnet.
Der passerer en front nemlig ind over os fra vest, og med sig kan den bringe regn.
»I forbindelse med fronten kan der dannes byger, som lokalt kan være forholdsvis intense. Det giver store variationer i regnmængderne fra område til område, alt efter hvor bygerne udvikler sig,« lyder det hos TV 2.
De fleste forventes at kunne få omkring fem millimeter regn, men der kan lokalt falde op mod 10 og 15 millimeter, lyder det.
TV 2 Vejret understreger dog også, at der endnu er stor usikkerhed forbundet med regnmængderne – og hvor regnen kan falde.
Hos DMI lyder det også i et opslag på X, at det gælder om at nyde den skyfri himmel denne fredag, som giver os flot forårsvejr.
»Nyd det, for i morgen står den på skyer og perioder med regn,« oplyses det.
Søndag ser det derimod ud til at kunne begynde at klare op igen, og mandag tyder det ifølge vejrinstituttet på, at der venter os »endnu en flot forårsdag med tørvejr og en god portion solskin«.

