Gråt, vådt og skyet det meste af tiden.

Lyder det, som noget, du har hørt – eller set – før?

Tirsdagens vejr bliver nøjagtig lige så trist og anti-julet, som de seneste mange dage.

Og det varer nok en rum tid, før vi får både sol og sne at se.

Det grå, våde og lune vintervejr fortsætter i hvert fald et godt stykke tid endnu, forudser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen.

»Vi ligger i en lun syd- og sydvestlig strømning de kommende dage. Frem til mandag i næste uge. Der kommer lidt variationer i det, men der kommer mange skyer det meste af tiden,« siger han.

Han vil dog ikke udelukke, at der kan et glimt af solen i ny og næ, når det en sjælden gang imellem klarer op.

»Men vi skal være heldige, hvis opklaringen kommer, inden solen er gået ned. Der kan komme et solstrejf en enkelt gang, men generelt bliver det skyet og fugtigt,« siger han.

Og selvom mange af os husker en december med både sneglatte veje, kæmpe snedriver og snestorme op til jul, så er det sjaskede julevejr faktisk ikke så ualmindeligt, understreger meteorologen.

»Det er snart det mest almindelige vejr. Hvis vi kigger på temperaturerne sidste år ved samme tid, var det noget lignende. Så det er faktisk ikke så sjældent,« siger Frank Nielsen, som tilføjer, at minderne om de juleaftener, hvor sneen lå som en dyne over landet, ligger en del længere tilbage, end de fleste af os erindrer.

Og hvad så med julen 2020? Bliver den undtagelsen, der bekræfter reglen om, at julen sjældent bliver hvid?

»Det ser ikke så sandsynligt ud lige nu, men det er stadig lidt for tidligt at sige noget sikkert om,« siger Frank Nielsen.

»Det kan ske, men statistisk set får vi ikke sne til jul.«