Vejr-gyser om 'hidsigt vejr': Risiko for kraftige byger med torden og hagl
Varm og fugtig luft strømmer ind over Danmark og giver risiko for kraftige tordenbyger, men det er usikkert om og hvor, de rammer.

Varm og fugtig luft strømmer ind over Danmark og giver risiko for kraftige tordenbyger, men det er usikkert om og hvor, de rammer.

»Vi sidder på dupperne. Skal vi trykke på varselsknappen, eller skal vi ikke.«
Da B.T. taler med den vagthavende meteorolog hos DMI kort før klokken 20 fredag aften, er hun i syv sind med hensyn til prognoserne for natten.
En del af dem forudser nemlig kraftige byger med torden, mens andre viser noget helt andet.
Og kommer bygerne, er det heller ikke utænkeligt, at de bliver med hagl.
»Det er svært at sige noget med sikkerhed lige nu. Vi får nye prognoser hver tredje time, og hver gang vi får en ny model, så ligger bygerne et andet sted end før,« fortæller Mette Zhang fra DMI.
I skrivende stund sidder hun og holder øje med nogle kraftige byger og såkaldte tordenceller, som ligger over Belgien og Nordfrankrig.
»Det er dem, som muligvis har kurs mod Danmark,« siger meteorologen.
I løbet af dagen har DMI på sin hjemmeside omtalt det, vi har i vente som »det hidsige vejr.«
Mette Zhang sammenligner dog muligheden for at forudsige, hvor bygerne rammer, med muligheden for at forudsige, hvor i en gryde med fedt, et popcorn springer.
Hun mener dog bestemt ikke, at det er utænkeligt, at store dele af Danmark bliver ramt af kraftige byger natten til lørdag og lørdag morgen.
Bornholm og Vestjylland er de eneste steder, der ser ud til at gå fri.
Kommer uvejret, bliver det til gengæld hurtigt overstået – men der kan også komme kraftige vindstød.
»Så det er en god idé at holde øje med nedbørsradaen, og hvis man skal uden for, så huske en paraply,« siger Mette Zhang.