Flere steder rundt omkring i landet er sneen hurtigt blevet forvandlet til regn.

Og det er noget, der kan skabe store udfordringer og problemer, lyder det tirsdag morgen fra Vejdirektoratet.

»Den sne, der ligger tilbage, kan gøre det svært for vandet at komme væk fra vejen, så der er øget risiko for akvaplaning,« lyder det i en melding på Vejdirektoratets hjemmeside.

»Vær derfor ekstra opmærksom, sæt hastigheden ned og hold afstand.«

Akvaplaning opstår, når der er så meget vand på vejene, at der dannes et lag af vand mellem vej og dæk. Når bilen akvaplaner, mister bilisten vejgrebet og kan derfor ikke kontrollere bilen i tilstrækkelig grad.

Natten til onsdag meldes der blandt andet om vand på vejen på rute 53 i retning fra Frederikssund mod Holbæk mellem Dalby/Skuldelev og Skibby.

»Hold dig opdateret om vejret, inden du kører ud, og orientér dig om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk,« lyder rådet fra Vejdirektoratet.

Hos DMI lyder det onsdag morgen, at det har regnet over landet det meste af natten, og at nedbøren ser ud til at fortsætte op ad formiddagen øst for Storebælt.

Og netop regnen er sneens værste fjende, lyder det:

»Der ligger endnu en del sne flere steder, men der er gjort et ordentligt indhug i nattens løb. Sne kan ikke tåle regnvejr og smelter meget hurtigt, når himlens dråber siler ned,« forklarer den vagthavende meteorolog Jens Lindskjold i en kommentar på DMIs hjemmeside og tilføjer:

»I Nordjylland, hvor snedriverne har været højest, går der mange dage, før de sidste rester er helt væk. Men alt for mange ser i dag deres kælkebane være omdannet til mudder.«