Hvordan mon vejret bliver de kommende dage?

Hvis dit gæt var 'varmt', så har du gættet rigtigt. Dog er der en del af Danmark, der ikke får lige så høje temperaturer som resten de kommende dage.

Frem til torsdag vil nordjyderne nemlig ikke få de 25-30 grader, som resten af landet kan sole sig i.

»I nordjylland bliver det lidt lavere temperaturer - måske kun lidt over de tyve,« siger vagthavende ved DMI, Dan Nilsvall.

De knap 25 grader skyldes vinden, der kommer ind fra kystsiden og køler landsdelen ned.

Imens kan resten af Danmark se frem til samme høje temperaturer, som dem vi har haft de seneste dage.

Og fredag kan vi - også Nordjylland - igen komme op at runde 30 grader lokalt.

Regnen kommer, måske

Alt det varme og tørre vejr er for mange skønt, men der er nok også nogle - særligt dem med haver - der allerede nu savner lidt regn.

»Og den kommer muligvis natten til lørdag,« siger Dan Nilsvall.

Dog er prognoserne endnu lidt usikre.

»Det ser ud til, at der kommer flere byger landet over,« siger han og fortsætter:

»Muligvis vil der også være byger store dele af lørdag.«

Hvis det viser sig at være sandt, så er det særligt den sydlige og østlige del af landet, der vil få mest regn.