Ustadigt, vådt og blæsende.
Det lyder som opskriften på efterår, men det er faktisk udsigten for de kommende dages sensommervejr.
Den ene front afløser den anden med en skønsom blanding af skyer, regn og blæst.
Heldigvis vil der også være mulighed for et kig til solen nu og da og måske endda meget varm luft.
»Der vil være perioder med lidt regn og perioder med lidt tørvejr samtidig med, at det vil blæse en del. Vi får lidt af det hele,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen.
Han forklarer, at miseren skyldes resterne af den tropiske orkan Ernesto, som de seneste dage har hærget Bermuda med 250 millimeter regn og vindstød på 180 kilometer i timen.
Selvom vi slet ikke får nedbør i de mængder og tilnærmelsesvis så kraftig vind, som under de tropiske himmelstrøg, så kommer orkanen fra Atlanterhavet til at præge vores vejr.
»Det giver nogle dage med fronter og lavtryk, som passerer os de kommende dage,« fortæller Klaus Larsen.
Præcis hvad, der kommer til at ske hvornår, er dog stadig lidt usikkert.
Orkanen laver nemlig ravage i prognoserne, som har svært ved at håndtere resterne af sådan en orkan. Derfor er Klaus Larsen også varsom med at udtale sig alt for skråsikkert om de kommende dages vejr.
»Der er så meget energi i sådanne orkaner, så prognoserne er ikke rigtig gearet til at håndtere dem. Derfor er det noget, vi holder meget øje med,« siger han og tilføjer, at fronten ikke skal flytte sig meget den ene eller anden vej, før det påvirker vejret.
Han er dog forholdsvis sikker på, at der er fredag, lørdag og søndag er risiko for »en del regn.«
Samtidig udelukker han ikke, at der kan komme »lidt eller nogen sol« og at temperaturerne især søndag kan blive høje.
Lige nu lyder udsigterne på 25 grader, men trækker fronten længere mod vest, kan termometret måske nå helt op på 29 grader.
Hvis du trænger til en vejrmæssig opmuntring over på sådan en klamamse, er det absolut mere opløftende at høre Klaus Larsens forudsigelser for næste uge.
»Så ser det straks mere tørt ud på den anden side af weekenden.«
