Der er lagt op til en heftig – og i bogstaveligste forstand – stormfuld afslutning på weekenden.

Lørdag morgen varsler DMI nemlig stormende kuling og vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.

I det hele taget er der lagt op til en våd og blæsende weekend.

For selvom varslet først gælder fra søndag eftermiddag, så blæser det op allerede lørdag, lyder det fra DMI.

Varslet om forhøjet vandstand dækker Vadehavet og langs den centrale del af Vestkysten, mens det er primært er i den sydlige del af landet, at blæsten bliver kraftigst.

Men den vagthavende meteorolog understreger dog, at det bliver blæsende over det meste af landet.

»På søndag forventer vi op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke i store dele af landet, undtagen det nordlige Jylland,« skriver vagthavende meteorolog, Bolette Brødsgaard i sin kommentar på DMIs hjemmeside.

Miseren skyldes et lavtryk lige vest for Skotland, som bevæger sig mod øst, og som ventes at ligge over Vendsyssel og Skagerrak søndag eftermiddag.

På vej fra De Britiske Øer og mod øst bliver lavtrykket mere intenst, og det kan vi altså allerede begynde at mærke lørdag eftermiddag, hvor vinden tiltager.

Med vinden bliver der presset vand fra Nordsøen ind mod Vestkysten, og derfor er der også varsel om forhøjet vandstand fra og med tidligt søndag morgen.

Ved de to højvande søndag forventes vandstanden i Vadehavet at være 2.4 til 2.9 meter over normalen, og ved den centrale del af den jyske vestkyst regner DMI med 1.9 til 2.2 meter over normal vandstand.

Men det bliver ikke bare blæsende.

Vi må også forberede os på endnu en regnfuld dag.

Lørdag kommer der 'en del regn,' som DMI skriver, og den meget regn i kombination giver risiko for oversvømmelser af vandløb.

DMI forventer, at der vil faldet et sted mellem 10 og 30 millimeter regn i løbet af weekenden og det meste vil falde i Vestjylland.