Paraplyen kan blive god at have ved hånden.

Mandag bliver nemlig en mere grå og våd omgang, end de seneste dage har været.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Kasper Bonde Niebe til B.T.

»Det bliver en dag med skyet vejr og regn i perioder, hvor stort set hele landet får regn,« understreger Kasper Bonde Niebe.

En front bevæger sig nemlig ind over den sydvestlige del af landet i løbet af morgenen, og fortsætter videre op over Danmark i løbet af eftermiddagen.

Det er dog særligt de centrale og vestlige dele af Jylland, som ser ud til at få mest.

Nordjylland kan til gengæld slippe lidt billigere.

»De ligger lidt i læ af de norske fjelde, så de kan være heldige at få lidt sol,« siger meteorologen.

Der ventes mellem én og ti millimeter i løbet af dagen.

»Det er ikke store mængder regn, men efter en tør periode falder det nok på tørt sted hos nogen,« lyder det fra metrologen.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 15 og 19 grader.

Vinden bliver svag til frisk, men ved Vestkysten kan den stedvis blive hård.