Tordenbyger, heftige regnskyl og risiko for vand i kælderen. Det er det weekendvejr, vi har i vente.
 
DMI advarer om risiko for skybrud i store dele af landet. I løbet af aften og natten kan der falde store mængder regn med helt op til 15 millimeter i løbet af 30 minutter.

Og det er særligt i de sydlige dele af landet, der kan opstå ubehagelige overraskelser i form af vand i kælderen.

- Det starter engang i aften, hvor der vil komme et større område med regn- og tordenbyger op fra syd. Bygerne vil brede sig ind over Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster og senere Vestsjælland. Sidst på natten kan det også risikere at ramme Nordsjælland og hovedstadsområdet, oplyser vagthavende metrolog ved DMI.

Så for husejere og folk med kælderrum kan det godt betale sig at holde øje med afløb hen over natten og berede sig på en tur med den store gulvklud.
 
- Vi afventer de seneste prognoser og opgraderer muligvis senere til et decideret varsel om skybrud. Det er noget, der kan mærkes, når der kommer så meget vand i løbet af kort tid, advarer den vagthavende metrolog ved DMI.