Uvejret 'Amy' er på vej, og herhjemme varsler DMI om kraftig regn i hele landet i løbet af lørdag. Og ikke kun regn, men også vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand flere steder i landet.
Alt i alt, så er der tale om 'voldsomt' vejr, skriver DMI på deres hjemmeside.
Men uvejret ser ikke kun ud til at ramme os, men også Norge.
Det skriver Dagbladet.
Det har fået vores venner nordpå til at forberede sig på det værste.
Røde Kors i Norge øget beredskabet flere steder for at kunne hjælpe befolkningen, når 'Amy' bevæger sig ind over kysten.
Også det norske hjemmeværn har sendt en sms rundt til soldaterne for at finde ud af, hvem der kan møde op med kort varsel og hjælpe til, hvis der skulle blive brug for det.
Hjemmeværnet understreger samtidig, at der ikke er tale om en indkaldelse, men en advarsel om muligvis at forberede et beredskab.
Meteorologisk Institut i Norge har nemlig udsendt flere røde og orange farevarsler om ekstreme mængder regn i flere områder. Blandt andet en rød advarselslampe om ekstremt kraftige vindstød langs kysten af Skagerrak - den del af Nordsøen, der ligger mellem vores norske naboer og os.
Det voldsomme vejr, der er på vej, har også allerede sat sit præg på færgetrafikken mellem Danmark og Norge.
Færgen Color Line har aflyst flere af sine afgange fredag og lørdag, blandt andet mellem Hirtshals og Larvik og Hirtshals og Kristiansand.
Også herhjemme er trafikken til vands påvirket.
Læsøfærgen, der sejler mellem Læsø og Frederikshavn, varsler også om aflysninger.
Og for det ikke skal være løgn, så har stormen også konsekvenser for togtrafikken. Alle lyntog mellem Aarhus og Aalborg aflyses fra og med fredag aften klokken 23 til lørdag klokken 13.45.
Det skriver Banedanmark på X.