Strømafbrydelser. Mørklagte lyskryds. Lynnedslag. Automatiske brandalarmer, der går i gang.

Der er stor travlhed på alarmcentralerne i København og forstæderne til hovedstaden på grund af uvejr.

Ja, travlheden er så stor, at opgaver må prioriteres benhårdt.

Det skriver Hovedstadens Beredskab og Beredskab Øst på Twitter.

'Et uvejr over blandt andet Beredskab Østs område (Kommunerne Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk) med blandt andet lynnedslag og regn giver netop nu travlhed. Vi prioriterer opgaverne efter meldingerne fra alarmcentralen 1-1-2, idet også flere automatiske brandalarmer er gået i gang,' skriver Beredskab Øst.

Fra Hovedstadens beredskab lyder det:

'Området med regn- og tordenbyger har her til formiddag bevæget sig ind over hovedstadsområdet og givet travlhed på Alarm- Vagtcentralen og i Hovedstadens Beredskab. I øjeblikket har vi flere aktive skadesteder, primært udrykninger til automatiske brandlarmsanlæg.'

Også Københavns Politi oplever travlhed på grund af tordenvejret og de store mængder nedbør.

'Uvejret har ramt København med stømafbrydelser i dele af Østerbro og lynnedslag i ejendom på Husumvej. Flere kryds er uden strøm i pæren, hvorfor du skal vise hensyn og køre efter forholdene,' skriver politiet på Twitter.

Der er dog ikke meldinger om oversvømmelser.

DMI oplyser, at regnvejret i løbet af dagen vil brede sig til hele landet fra øst, men at der kan være store lokale forskelle på, hvor meget nedbør der falder.

»Her til formiddag rammer regnbygerne så hovedstadsområdet og breder sig til resten af landet. Vi får regn i hele landet. Nogle vil få spredte byger. Andre vil opleve, at der falder op til 25 millimeter regn på seks timer,« siger Dan Nilsvall, vagthavende meteorolog ved DMI, til B.T.