Et større uvejr med regn, torden og blæst er nu gået i land i Jylland.
Det oplyser DMI.
»Det er primært Nordvestjylland, som bliver ramt. Og så bevæger det sig stille og roligt nord på. Det gør det inden for et par timer,« siger vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler.
Han tilføjer, at der lige nu er faldet godt og vel ti millimeter.
Samtidig afviser han ikke, at flere landsdele, herunder Sjælland og Lolland-Falster, vil få et par dråber.
Det bliver dog ikke så kraftigt som i Jylland, siger han.
Senere på aftenen skal man dog være forberedt på et nyt regnvejr, som passerer landet.
»Der driver byger ind fra vest, og det kan lokalt godt blive hidsig torden, hagl og kraftig regn«
»Og det vil vare natten igennem og ud på morgentimerne,« siger Hans Peter Wandler og tilføjer, at det også primært er i det nordlige og vestlige Jylland, at det vil blive værst.
Når vi rammer tirsdag, er det kedelige vejr dog ikke ovre.
Således har DMI varslet om forhøjet vandstand langs den jyske vestkyst fra tirsdag sen eftermiddag:
»Ved centrale Vestkyst ventes vandstanden, også i forbindelse med højvandet, at komme op mellem 190 cm og 230 cm,« skriver DMI på deres hjemmeside og fortsætter:
»De forhøjede vandstand skyldes, at et mindre lavtryk over Nordsøen tirsdag eftermiddag og aften bevæger sig ind over den nordlige del af Jylland. På sydsiden af lavtrykket ventes en kraftig vestenvind at presse vand fra Nordsøen ind i Vadehavet og centrale Vestkyst.«
Vindstødene langs vestkysten kan lokalt blive med stormende kuling eller stormstyrke.
»Regnen vil nok også kunne ses på Fyn og dele af Sjælland. Blæsten vil nok ramme hele landet.«
»Ikke så voldsomt som i Jylland, men der bliver godt gang i den tirsdag,« siger Hans Peter Wandler.
For at summere, så kan det i de kommende 24 timer være en fordel af have regnjakken og paraplyen stående klar ved hoveddøren.