Uvejr rammer Danmark: Advarer bilister
Og derfor skal man være ekstra opmærksom bag rattet.

Og derfor skal man være ekstra opmærksom bag rattet.

Det vil blive en våd og urolig aften.
Tordenbyger er allerede begyndt at udvikle sig kraftigt over det nordlige Europa. Lige nu over Holland og Tyskland, kun få hundrede kilometer fra den danske grænse.
Og de er på vej.
Det fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.
»Vi har givet en risikomelding om, at der kan falde 20-30 millimeter regn, og lokalt kan det blive skybrudsagtigt.«
Bygerne ventes at ramme Danmark fra omkring klokken 18-19.
Først i den sydlige del af landet, og derefter videre mod øst i løbet af aftenen:
»Jo tættere man bor på Tyskland, jo tidligere vil man kunne mærke det.«
Samtidig er der risiko for torden og enkelte steder hagl, men selvom det kan blive voldsomt lokalt, maner DMI til ro:
»Det bliver kraftige byger, men de er lokale, så det bliver ikke et stort sammenhængende tordenvejr, som man nogen gange kan opleve om sommeren.«
Det betyder også, at det er svært at ramme præcist, hvor det går hårdest for sig, forklarer han.
En ting er dog sikker: De kraftige byger vil gøre forholdene svære på vejene.
»Man kan godt køre, men man bør køre forsigtigt,« lyder opfordringen, da der er risiko for såkaldt aquaplaning, hvor bilen mister vejgrebet på grund af vand på vejen.