Fra nyt rekordår til en lang – våd – næse.

Uvejret 'Amy' ville på ingen måde lege med – og derfor er Skagen Marathon lørdag formiddag blevet aflyst i allersidste øjeblik. Kun få timer før startskuddet.

»Det er brandærgerligt. Der er nok det, der bedst beskriver det,« konstaterer Nicolai Nissen, direktør i turistforeningen Toppen af Danmark, der arrangerer løbet:

»Vi har kæmpet til det sidste med Plan D og Plan E, som kunne lykkes indtil i aftes. Men så tog 'Amy' så hårdt fat i nat, at vores udstyr er blevet ødelagt, og samtidig var det ikke forsvarligt at sende folk ud på ruten, så vi måtte bide i det sure æble.«

Lige knap 3.700 startnumre var ellers blevet solgt, hvilket var det højeste antal nogensinde.

I stedet har alle deltagere her til morgen fået en mail med besked om aflysningen. De er kommet fra både ind- og udland.

»Det er også derfor, at vi har kæmpet så hårdt her til det sidste for at se, om vi kunne gennemføre det,« siger Nicolai Nissen fra Toppen af Danmark.

I forvejen var starttidspunktet blevet rykket til kl. 13, hvor vejret så bedre ud.

Men her til morgen kunne arrangørerne konstatere, at det store telt, der skulle agere omdrejningspunkt i målområdet, var »totalt smadret«.

Ved Skagen Marathon skal løberne gennem både skov-, strand og klitområder, men her viste strækningerne sig at være både oversvømmede og decideret ufremkommelige lørdag morgen. 

Her ses området ved Den tilsandede kirke ved en tidligere lejlighed – lørdag er der store søer i området, lyder det fra arrangørerne.
Her ses området ved Den tilsandede kirke ved en tidligere lejlighed – lørdag er der store søer i området, lyder det fra arrangørerne. Skagen Marathon

»Landskaberne er charmen ved løbet, men det gør det også ekstra sårbart,« som Nicolai Nissen siger:

»Der er eksempelvis faldet så store mængder vand ude i nogle af skovområderne, så man simpelthen ikke kan komme rundt. Ved Den tilsandede kirke er der nærmest søer de steder, hvor man skulle gennem.«

Nu skal situationen evalueres, udstyr skal bjærges, og der skal ryddes op. Og 10. oktober vil arrangørerne komme med en udmelding om, hvorvidt det alligevel kan blive muligt at afvikle en udgave af Skagen Marathon i år.

Eller om løberne må vente et års tid.