Kulden har bidt sig fast over Danmark på det seneste, og søndag føles det som helt ned til 16 minusgrader, når man bevæger sig udenfor.
Det kolde vintervejr begynder også at sætte sig andre spor.
Se blot billederne herover og herunder, som begge er taget søndag formiddag på havnen ved Sluseholmen i København.
Her ses det, at store dele af havnen nu er iset til.
Isen er stadig tynd – men det kan måske ændre sig de kommende dage.
For der er ikke udsigt til, at Danmark kommer ud af dybfryseren lige foreløbig.

Af DMIs 7-døgnsudsigt fremgår det, at temperaturen frem mod fredag i næste uge ifølge vejrdirektoratets prognoser ikke kommer over frysepunktet.
Tværtimod peger DMIs prognoser på, at det bidende kolde og blæsende vintervejr med en jævn til hård østenvind kommer til at fortsætte hele næste uge.
