Artiklen er oprindelig bragt 2. juli 2015. I anledning af det gode vejr bringer vi den igen.

Du skal blive rød, før du kan blive brun.

Frasen er hørt blandt danske strandgæster, men det er simpelthen ikke rigtigt. Sådan lyder det fra Peter Dalum, Projektchef i Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens Solkampagne:

»Det er to forskellige processer. Derfor er det en misforståelse at sige, at huden skal blive rød, før den kan blive brun«

Huden bliver brun, når kroppens celler udskiller melanin. Den brune farve er med til at beskytte huden mod solen, og ifølge Peter Dalum er det bedst at opbygge en gylden tan over tid - men uden at overdrive.

Læs også:

»Kroppen skal kunne følge med. Når huden bliver rød, er det, fordi der er opstået en form for betændelse i huden«, siger han.

Et af de store problemer med rød hud er, at den først kommer snigende senere. Derfor kan man ikke bruge synet som dommer, når man solbader.

»Det snyder. Når man er på stranden, ser det fint ud, men når man så kommer hjem, kan man være blevet rød«, siger Peter Dalum.

Læs også:

Bliver huden allerede rød, mens man soler, skal man søge skygge med det samme: Så er huden nemlig allerede solbrændt. Og ifølge Peter Dalum er disse dage ekstra farlige for lyse, vinterblege danskere.

»Vi har haft et markant vejrskifte ovenpå en lang periode med ualmindeligt dårligt vejr. Normalt har vi en majmåned, hvor man opbygger lidt naturlig solbeskyttelse i kroppen. Derfor har mange nu en lys og ubeskyttet hud, og risikoen for at blive skoldet er stor«, siger han.

Hvordan bruger man solcreme korrekt?

BT har spurgt Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens Solkampagne, om mængde, faktor, frekvens og olie versus creme.

Hvor meget skal jeg bruge?

»Man skal bruge, hvad der svarer til 40 milliliter til en voksenkrop og 20 milliliter til en børnekrop. Tommelfingerreglen er, at man til én krop skal bruge én håndfuld.«

»Hvis man smører den halve mængde på, skal man tage kvadratroden af faktoren. Det vil sige, at hvis man bruger en faktor 16, bliver man kun beskyttet med faktor 4. Derfor er det rigtig vigtigt, at man bruger den rigtige mængde. Hvis man bruger en mindre mængde, men så i stedet en højere faktor, resulterer det alligevel i en markant lavere beskyttelse, end man tror.«

Hvilken faktor skal jeg bruge?

»Vi anbefaler, at man bruger faktor 15 i Danmark - med mindre man har en meget lys hud – og faktor 30 eller højere, når man er sydpå, hvor UV-indekset er højere.«

»Hvis man bruger den korrekte mængde, vil en faktor 15 stoppe cirka 93 procent af solens stråler. For langt de fleste danskere vil det være rigeligt. Det handler om at bruge den rigtige mængde af faktor 15 i Danmark. Så vil man være godt beskyttet.«

Hvor ofte skal jeg smøre mig ind?

»Det er en god idé at smøre sig hjemmefra. Man slipper for at få sand i solcremen, og det kan være svært at smøre creme på huden, hvis den er våd eller svedig. Pointen er også, at man får sol, når man går til stranden. Her udsætter man sin ubeskyttede hud for sol, og så har man allerede fået en ordentlig dosis sol, inden man har fået solcreme på. Desuden går der også lidt tid, inden solcremen virker.«

»Jeg ville genindsmøre én gang efter en til to timer. Måske to, hvis man bader eller sveder meget.«

Skal jeg bruge sololie eller solcreme?

»Creme er mere tyktflydende, og derfor er det lettere at få den rigtige mængde på«.